Tæpper af genbrugsstof


Faste læsere her på kanalen kender min passion for genbrugs-kreativitet. Men jeg har vist aldrig fået fortalt, eller vist, særlig meget om mine tæpper. Jeg er vild med tæpper! Syede, hæklede, strikkede.

En enkelt gang har jeg vist det færdige resultat af mit kæmpestore sengetæppe projekt. Et patchworktæppe på 3 x 3 meter, alt i genbrugsstof.

Jeg kigger jævnligt indenfor hos forskellige genbrugsbutikker. Stort set hver gang finder jeg smukke dynebetræk og lagner. De kommer med mig hjem, bliver vasket og tørret. På den måde kan man få utrolig meget stof til næsten ingen penge. Skåne miljøet og samtidig skabe noget unikt. En stor del af mine genbrugsbetræk bliver lavet til stofgarn. Genialt at hækle gulvmåtter eller kurve af. 

Men ligeså mange af betrækkene bliver til patchworktæpper. Jeg elsker bomuld og jeg elsker patchwork. Af den slags man kan sy på maskine, forstås. Jeg nærer en næsegrus beundring for jer, som syr patchwork i hånden - desværre rækker min tålmodighed ikke dertil.

Jeg har altid, som i altid, altid, gang i et patchworktæppe. Så syr jeg en blok eller 2 indimellem, når lysten melder sig og lige pludselig er der nok til et tæppe.

I søndags fik jeg færdiggjort et babytæppe i fine lyseblå farver. Der er noget hyggeligt over babytæpper og projektet er ikke så længe undervejs som de store tæpper.

Babytæpper - Seneste skud på stammen er det lille lyseblå tæppe, syet af lange stofstrimler. Det lyserøde babytæppe er syet af firkanter i målene 10 x 10 cm.

Jeg knus-elsker mine genbrugstæpper, de er vamsede, varme og samtidig praktiske, da de kan vaskes ved 60 grader. Jeg bruger dem overalt. Oven på dynen en kold vinternat, på altanen en kølig sommeraften og lige sådan i sofaen, i selskab med en god bog og en kop varm cacao.

Det øverste, Irish Chain, består af blokke på 15 x 15 cm, hvoraf de mønstrede er delt i 9 firkanter på 5 x 5 cm (uden sømrum). Det nederste hedder smykkeskrin, og er syet efter mønstret på denne side, Projekt puttetæpper, hvor der forøvrigt er super meget skøn inspiration at hente. Hvis man er til patchwork.

Alle tæpperne har ligeledes genbrugsstof bagside. Ofte bruger jeg den ene halvdel af et dynebetræk. De helt store tæpper får et helt dynebetræk som bagside. Da klipper jeg bare en langsidesøm og kortsiden op.
Er jeg rigtig heldig at få fat i et flonellagen er de super gode til babytæpperne og tilføjer lige lidt varme og blødhed på undersiden. I mellem tæppernes 2 lag stof er der et lag pladevat, gerne lidt tykt, for at give tæpperne fylde og varme.



Kommentarer

  1. Hvor er de bare flotte - alle sammen. Jeg har også selv syet et par tæpper af genbrugs-sengetøj. Det er simpelthen så skønt med liv til de gamle klude. Jeg har flere gange syet med et fleece-tæppe til mellemlag - eller som simpelt bagside til fx børnetæpperne. Jeg synes det der pladevat er svært. Ikke venner. Men det er du da vist i høj grad. Flot ser det ud.

    SvarSlet
  2. Tak :) Det har du ret i - Fleece som mellemlag er lidt lettere at styre og også lækkert som bagside på børnetæpper! Jeg er heller ikke altid super gode venner med pladevattet, men jeg har fundet en metode til at få krammet på det, har jeg :D Ved store tæpper rier jeg de 3 lag sammen, så smutter det ingen steder! Babytæpperne stritter af knappenåle for at holde lagene sammen :)

    SvarSlet
  3. Hold da op tæpperne er fine,dejligt til en kølig sommer😉 Er virkelig imponeret over alle Jer gæve kvinder som kan lave patchwork,det ser så flot ud😊

    SvarSlet
  4. Tak Laila - Hvor sødt sagt :)

    SvarSlet

Send en kommentar

Dette kunne også interessere dig