Baby dynebetræk - Sy selv

I sidste uge kom min datter med en meget stor og meget glædelig nyhed! Hun og hendes kæreste skal være forældre til Oktober. Spørg lige om jeg blev glad, og lidt overvældet ♡

Det er så vidunderligt og så stort, og nu ved de også at det er en lille dreng de skal være forældre til. Meget spændende og lidt uvant, da vi i min familie stort set kun er piger. Min søster har ganske vist en dreng, men ellers er der i en lige linje, helt fra min oldemor "kun" piger! Lidt specielt egentlig.

Jeg har "kun" piger, min mor har kun piger, ligeledes har min mormor og min oldemor kun piger. Derfor har vi heller ikke specielt meget tøj, ting eller udstyr, der sådan kan gå i arv, da det hele er lyserødt og piget.

Jeg tænkte, at der måtte noget lyseblåt til og har været ved at sy lyseblåt baby dynebetræk. Jeg har valgt at lave betrækket med 2 forskellige sider i matchende stof. 
Af 2 årsager: 

1. Jeg kan godt lide effekten af de 2 forskellige sider
2. Helt lavpraktisk var der heller ikke stof nok til 2 ens sider :)

Den hæklede kanin får også pludselig et andet og meget dejligere formål, end blot at stå til pynt - lidt ærgerligt dog, at jeg ikke puttede en bjælde i. Den må istedet gå under putte-bamse kategorien.

Jeg har skrevet en vejledning i mønstertegning samt sybeskrivelse herunder, hvis du selv skulle have lyst.

Sy selv baby dynebetræk i bomuldsstof 70 x 100 cm - DIY

Du skal bruge: Bomuldsstof, sytråd og 40 cm bomuldsbændelbånd 
  • Tegn et mønster på mønsterpapir på 70 x 100 cm (husk 90 grader i alle hjørner)
  • Læg mønstret på stoffet med trådretningen på den lange led. På den ene kortside (bunden af betrækket) klippes + 5 cm sømrum til ombukket, resten af betrækket klippes med 1 cm sømrum. Klip 2 stk i alt.
  • Sy de 2 stofstykker sammen ret mod ret på de 2 langsider og den ene kortside. Overlock sømmen og stryg dem. 
  • Klip 2 stk bændelbånd a 20 cm.
  • Vend betrækket ret og lav et dobbelt ombuk på 2 x 2,5 cm på vrangsiden i bunden af betrækket, hold evt ombukket fast med nåle eller stryg det i facon. Placer de 2 bændelbånd 35 cm inde på hver sidestykke 1 cm under ombukket. Stik ombukket og bændlerne fast.
  • Stryg sømmen og ombukket helt glat.
  • Stik de 2 ombuk sammen fra retsiden helt nede i bunden af betrækket, 15 cm fra hver sidesøm.

Kommentarer

  1. Stort tillykke med at du skal være mormor 😊
    Kun piger i flere generationer det er da imponerende.
    Rigtig sødt og fint dynebetræk og kanin(der er da heldigvis tid endnu, inden han kommer, så du kan nå at lave flere små dyr evt. med en bjælde)😊God aften.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Laila :)
      Jeg glæder mig SÅ meget og har lyst til at lave tusind baby ting! Jeg lavede rigtig meget til mine piger da de var små - Sjovt at kunne gøre det igen. Heldigvis vil min datter gerne have "hjemmelavede" ting :)

      Slet
  2. Tillykke med det kommende barnebarn.
    meget fint betræk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak skal du have. Det bliver så spændende selvom der er laaang tid til endnu :)

      Slet
    2. Så der god tid til at lave en masse ting til den lille dreng, håber vi får lov at se en masse dejlige børne ting.

      Slet
    3. Ja, det er rigtigt og det er også godt! Jeg skal nok vise billeder :)

      Slet
  3. Wow! Det er stort! Et kæmpetillykke med det - du bliver en ung mormor. Jeg kan godt forstå, du glæder dig. Min mor havde to søstre, jeg har to søstre og tænkte at jeg nok skulle få piger. Men jeg fik 3 drenge :) Mon ikke det kløer i fingrene nu for at komme i gang med diverse babyting! Jeg glæder mig til at se alt fint, du nok kommer til at lave! Knus og god weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :)
      Ja, det er stort, kæmpe stort :) Og ja, jeg er en af de yngre "bedster", men jeg var også en ung mor - lige fyldt 23 da jeg fik min datter og hun når lige at fylde 22 inden "bebsen" kommer ...
      Du kan tro det klør i fingrene - faktisk havde jeg allerede syet et patchworktæppe i lyserød! Så overraskelsen var så, da hun efter scanning skrev at det blev en dreng. Den mulighed havde vi ligesom ikke helt taget i betragtning, vi er så vant til piger :D Men jeg syr gerne et tæppe i blåt :D

      Slet
    2. Det bliver da sjovt med en lille dreng! Jeg vil dog tilføje, at jeg fik at vide, jeg ventede en pige. Da jeg fortalte jordmoderen at de ved scanningen fortalt mig at det var en dreng, smilede hun og sagde, så bliver det i hvert fald en tøsedreng... :) Det blev det så ikke, kan jeg forælle dig, han er absolut den af de tre der er mest drenget! Pige eller ej - stort er det!!! Det må også være dejligt at få lov at blive en ung mormor og virkelig få lov at nyde det! Knus

      Slet
    3. Det bliver rigtig fint med en dreng, til en forandring :) Glæder mig så meget :) Knus

      Slet

Send en kommentar

Dette kunne også interessere dig