Svinekam stegt som vildt

Mormor mad når det er allerbedst. Svinekam stegt som vildt med hele tilbehøret. Brune og hvide kartofler, Waldorfsalat, asier, tyttebær marmelade og franskekartofler. En god, lidt kraftig rødvin fuldender denne herlige mormor menu. Uhm.

Rigtig god weekend

Opskrift på svinekam stegt som vildt


6-8 personer
  • 1 svinekam på omkring 2 kg
  • 5-6 skiver bacon
  • Salt
  • Ca 1/2 l vand
Tilbehør:
Brune og hvide kartofler, brun sovs, Waldorfsalat, tyttebær eller solbærmarmelade og asier/drueagurker evt. franskekartofler

Dessert: Fløderand

Opskriften herunder er med sovs, jævnet med meljævning, men selvfølgelig kan sovsen bages op eller jævnes med majsstivelse. Fordelen ved jævning er efter min mening at overflødig fedt kan skummes af. Men nok lige så meget fordi det er den måde jeg har lært det på, af min mor og mormor ... man er vel vanemenneske :)

Svinekammen gnides med salt på sværsiden og baconen presses lidt ned mellem sværen. (Baconen kan også lægges over sværen og fjernes inden grillning). Læg svinekammen i en bradepande af passende størrelse og hæld ca 1/2 liter vand ved. Drys en spiseskefuld salt i vandet. Stegen sættes i ovnen ved 180 grader i 2 1/2 time. Husk at holde øje med om vandet fordamper. I såfald fyldes mere vand på, da det skal bruges til sovsen. 15-20 inden stegen er færdig hældes stegeskyen gennem i sigte og over i en gryde. Hæld lidt nyt vand ved stegen og steg videre. Sovsen kan nu laves. Efter 2 1/2 times grilles stegen til sværen bobler. Stegen hviler 15-20 min inden den skæres for.

Sovs:
  • Stegesky
  • Svovsekulør
  • Meljævning (Ryst 11/2 dl mælk og 2 store spsk hvedemel sammen)
  • 2 tsk tyttebær eller solbærmarmelade
  • Et lille skvæt fløde
  • Salt & peber
Hæld lidt sovsekulør i gryden med stegeskyen. Er skyen meget fed kan overskydende fedt let skummes af nu. Bring skyen i kog og hæld jævningen i sovsen under omrøring til ønsket tykkelse, tilsæt også lidt fløde. Skru ned for varmen, men lad sovsen småkoge i 10-15 min. Omrøres indimellem. Smag til med marmelade, salt og peber og farv sovsen til den ønskede kulør.

Kommentarer

Dette kunne også interessere dig