Opbevarings- eller brødkurv i denim

At ældes med ynde, er ord som beskriver denim rigtig fint. Det bliver nærmest kun smukkere med alderen. Samtidig er det praktisk, kraftigt og slidstærkt. Man forstår godt, at de oprindelige Levis var ment som arbejdsbukser. 

Jeg havde gemt et par af mine pigers aflagte jeans - usmarte og totalt old-school (!). Yesterdays-news, sådan set. Men stoffet fejlede ikke noget, derfor har benene nu fået nyt liv som opbevaringskurv til den ene af mine døtre, som godt kan lide blå.

Gør-det-selv kurv, Ø 20, højde 10-15 cm alt efter hvor stort ombuk

Jeg tegnede et mønster på mønster papir:

En rund del (bunden), som måler 20 cm i diameter, brug en passer eller tallerken med passende mål.

En aflang del (kanten), som måler 62 x 16 cm.

Klip 2 bundstykker, en i foerstoffet og en i denim (Husk en centimeter hele vejen rundt til sømrum). Klip ligeledes 2 sidestykker, en i foer og en i denim (Husk en centimeter hele vejen rundt til sømrum).  Start med at sy kantstykket sammen på den korte led, pres sømmen til hver sin side. Sy derefter denimkanten på den runde denimbund - det kan være nødvendigt at holde det lidt til.

Ved foer kantstykket, sys sømmen kun 2 cm foroven og 2 cm forneden, så der er en slids eller åbning i sømmen, det er til at vende kurven igennem. Sy derefter den øverste kant på kurven sammen, ved at lægge kurvene sammen ret mod ret og sy de to kurve sammen. Vend kurven gennem åbningen i forets søm. Sy åbningen sammen, enten i hånden eller på maskine. Pres den øverste kant og buk den om.

Jeg har syet kurvens side i to forskellige slags denim - dette gøres ved først at klippe foerstoffet i et langt stykke efter mønstret og derefter dele kantmønstret, hvor man ønsker og så klippe i denimstoffet efter det nye mønster. Husk sømrum.

TIP: Ved syning i mindre kraftigt stof end denim, er det en fordel at stryge vlieseline på yderkurvens stofstykker, for at øge stabiliteten.

Kommentarer

Dette kunne også interessere dig