Fish 'n chips

Der er ikke meget fast food over hjemmelavet fish 'n chips, ihvertfald ikke sådan rent tidsmæssigt. Faktisk tager det forholdsvis lang tid at lave - men smagen er til gengæld så meget bedre. Og så er det altså mægtig hyggeligt at lave sin helt egen hjemmelavede udgave af den britiske fast food klassiker.

Jeg er ikke den heldige ejer af en frituregryde, derfor koger jeg både fisk og pommesfrites i en almindelig tykbundet gryde i en til to liter olie, alt efter hvor store mængder jeg skal lave. Opskriften herunder er beskrevet ud fra denne fremgangsmåde, men selvfølgelig kan en frituregryde bruges.

Nok ikke den mest sunde og ernæringsrigtige spise, men engang imellem virkelig herligt, med sådan en snasket, sprød omgang friturestegt søndags "fastfood" :)

Opskrift på Fish 'n chips

  • Kartofler - efter hvor meget I spiser. Ca 1 1/2 stor bagekartoffel pr. person
  • Torskefileter, 1 filet pr. person, eller efter skøn
  • 1-2 liter neutral olie til dybstegning, alt efter, hvor mange personer du laver til
  • Groft salt
  • Beignetdej til at dyppe fisken i.

Beignetdej
  • 125 g hvedemel
  • 1/2 tsk salt
  • 1 æg 
  • 2 spsk olie
  • 2 dl almindelig øl
Pisk mel, æg, olie og salt sammen, tilsæt øllet lidt efter lidt og pisk til dejen er jævn. Opvarm olien. Når det syder om et bambus grillspyd er olien varm nok til fritering. Dup fisken godt tør med køkkenrulle. Del hver filet i ca 4 stykker og dyp stykkerne et ad gangen i beignet dejen (Et bambusspyd fungerer rigtig godt som dyppe redskab). Kog 3-4 stykker fisk i den varme olie af gangen. Koges til de er gyldne og sprøde. Fiskene holdes varme i ovnen mens pommesfrites tilberedes.

Jeg synes bagekartofler fungerer super godt til hjemmelavede pommesfrites, da de indeholder mindre stivelse. Men ellers, skræl kartoflerne, skær dem i grove pommesfrites eller brug et pommesfrites jern til at dele dem med og læg dem til udblødning i koldt vand, en halv til en hel time, for at trække stivelsen ud. Tør dem godt i et rent viskestykke og kom små portioner ad gangen i den varme olie. Hjemmelavede pommesfrites skal koges ad 2 omgange, første gang i 4-5 minutter, hvorefter de tages op og lægges på fedtsugende papir. Anden gang koger de indtil de er gyldne og lysebrune. 

Det er ikke altid jeg har tålmodighed til at koge pomfritterne 2 gange, derfor smider jeg dem nogengange i bradepanden efter første chokkogning og bager dem samlet i ovnen til de er gyldne og lækre.

Anret pommesfrites på tallerken eller i avis kræmmerhus med mad- eller bagepapir inderst, læg fiskestykker ved og drys med groft salt. I rettens hjemland stænkes med vineddike - Er man ikke til det, er mayonnaise, ketchup, remoulade eller anden dip en god option. Jeg lavede en lækker cremet bearnaise dip til. Opskriften skal jeg lige have skrevet ned, så kommer den på bloggen i morgen.

TIP: Beignetdej kan anvendes til dybstegning af mange ting. Prøv at dyppe kylling, rejer, bananer, champignon, løgringe eller ostestykker i dejen inden kogning i varm olie. 

Kommentarer

Dette kunne også interessere dig