Cupcakes med cola og kirsebær

Aldrig før har jeg bagt en cupcake - jeg har bagt muffins i rå mængder, men aldrig cupcakes. Har nok altid tænkt, at alt det dér pynteri vist ikke var noget for mig. Synes det virkede for omstændeligt - jeg er ofte ret spontan og bager af det jeg lige har i skabene, hvilket ikke er helt nemt, hvis der skal for meget udstyr og for mange ingredienser til.

- Men, man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt (!) og jeg må indrømme, der er noget tilfredsstillende over et gennemført og fint pyntet stykke arbejde. Et hyggeligt lille lørdagsprojekt, faktisk.

Jeg havde en ide om en cherry-coke agtig kage, derfor er mine cupcakes bagt med cola, kirsebærsovs og de helt små skumfiduser i dejen. Kagerne smager rigtig godt, men cherry-coke (?)... Arh, måske ikke så meget, at det gør noget (!), men dog stadig en lækker svampet lille mundfuld. 


Opskrift på cupcakes med cola og kirsebær


10 stk. i de store papforme, flere hvis man bager i papirformene.

  • 50 g smeltet smør
  • 1 dl sukker
  • 2 æg
  • 1 tsk vanillesukker
  • 2 spsk mørkt cacaopulver
  • 2 dl cola
  • 1 dl kirsebærsovs med bær og det hele
  • 1 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk natron
  • 2 dl små skumfiduser
  • 3 dl hvedemel
Start med at smelte smørret og lad det køle mens du pisker æg, sukker, vanille og cacaopulver sammen i en skål, pisk til massen bliver luftig. Pisk derefter cola og kirsebærsovs i dejen. Bland mel, bagepulver og natron sammen i en skål og vend det i dejen skiftevis med det smeltede smør. Vend tilsidst skumfiduserne i. Fyld formene 3/4 op med dej og bag dem ved almindelig varme, 200 grader i 25 minutter. Bagetiden er for de store papforme jeg har brugt - tænker bagetiden skal reduceres noget, ved mindre papirsforme.

Lad kagerne køle af inden de pyntes.

Frosting


Mængden passer til 10-12 kager
  • 250 g flormelis
  • 75 g blødt smør
  • 1 tsk vanillesukker
  • 2 spsk mælk eller fløde
Skær smørret i mindre stykker og pisk det sammen med flormelis og vanillesukker. Tilsæt mælk eller fløde og pisk indtil massen er jævn og ensartet.

Hvis massen er meget blød kan den sættes i køleskabet en halv times tid, inden den kommes i sprøjtepose og sprøjtes på kagerne.
Pynt hver kage med en spiseskefuld kirsebærsovs.


Kommentarer

Dette kunne også interessere dig