Stjerne-uro af mælkekartoner

Genbrugs kreation - Stjerne-uro af mælkekartoner. Jeg har været ved at lave noget af det jeg synes virkelig godt om. Nemlig at give kasserede ting nyt liv. Mælkekartoner er egentlig sådan en anvendelig størrelse til genbrugssjov. Det er noget rigtig godt karton, kraftigt og holdbart, men alligevel nemt at klippe/skære i. Ofte er der et ret fint tryk på kartonerne og farven på minimælken, som herhjemme er den foretrukne variant, er også rigtig god.

Jeg har før lavet ting af mælkekartoner og synes det er sjovt at finde nye måder at anvende dem på. En fin flettet kurv er også en god måde at bruge tomme kartoner på. Den kræver lidt finger snilde og er nok mest for voksne at lave. Hvorimod papmaché husene, også af mælkekartoner, er super at lave sammen med børn.

Genbruger I mælkekartoner på nogen måde? Jeg er altid glad for ny inspiration, så tip mig endelig, hvis I gør :)

DIY Stjerne-uro, det skal du bruge:

  • Vaskede og tørre mælkekartoner
  • Saks
  • Limstift
  • Blyant
  • Hultang
  • Sytråd
Tegn først en skabelon af en stjerne, et hjerte, et hus eller ... på almindeligt papir/karton. Jeg tegnede min stjerne i en størrelse der passede med bredden på en side af mælkekartonen. På den måde undgår man folden i papstykket. Klip top og bund af de vaskede mælkekartoner. Klip derefter kartonen op langs siden i en af folderne og glat den ud.

Tegn efter din skabelon på bagsiden af pappet. Jeg var lidt kræsen og valgte at tegne der, hvor trykket på kartonen var pænest og hvor jeg undgik for meget skrift. Klip eller skær stjernerne ud. Lim dem sammen 2 og 2. Klip huller i toppen og bunden af hver stjerne med hultangen. Bind stjernerne sammen med sytråd af den ønskede længde mellem hver stjerne.

Uroen er nu klar til at hænge op :)

Udefra efter mørket var faldet på. Synes stjerne-uroen ser rigtig hyggelig ud.

Kommentarer

Dette kunne også interessere dig