Julestemning efterlyses

Hmmm … som overskriften siger – Julestemning efterlyses. 

Jeg ved ikke helt, hvad der er sket, men her 2 dage før jul er jeg stadig ikke sådan rigtig i julestemning. Faktisk slet ikke! Faktisk kunne det lige så godt være ”en tilfældig dag på kontoret”.
Jeg har ellers forsøgt, har jeg.

Jeg har julepyntet min have, jeg har bagt småkager og lavet konfekt. Jeg har lavet dekorationer, postet julebilleder her på bloggen, lavet adventsgaver til mine store piger, pakket julegaver ind og gjort ved. Det har bestemt været hyggeligt. Jeg har nydt at pynte haven, lave gaver og alle de andre sysler. 
Som jeg altid nyder at lave kreative ting. 
Men på en eller anden måde har det bare ikke bidraget til julestemningen. Alle de ellers så hyggelige sysler, er det som om, jeg ikke helt har fået forbundet med højtiden jul.

Kan være, jeg bare er krævende, barnligt sentimental eller helt ude af trit med virkeligheden – men det slog mig bare, at julen venter lige om hjørnet og den følelse, der fylder mest i mig lige pt. er:
”Nå okay, jul, ja det er det da vist også”.

Så jeg ved ikke … måske er det bare sådan, når man ikke længere har små børn at arrangere julemagi for. For hånden på hjertet. Julen er vel børnenes fest, eller … ?

Eller måske er det fordi jeg har haft drøntravlt på arbejde de sidste dage … ?

Eller måske er det vejret, som jo nærmest er forårs-agtigt-mildt, hvilket for øvrigt er skønt nok – der er bare ikke så meget jul over det … !

Men på den anden side, når jeg tænker efter, er det vist efterhånden mange år siden, den dér boblende, forventningsfyldte, jeg-kan-umuligt-vente-længere-spænding boblede rundt i min jule-mave.

Måske skal jeg bare affinde mig med den manglende julestemning og se om den ankommer inden d 24.
Og hvis ikke, så bliver det jo jul alligevel …
Lidt mystisk er det nu altså bare – for jeg elsker ellers normalt traditioner og højtider.

Fif til at genfinde den tabte julestemning? Hvad gør I? Og endnu mere interessant, hvad er julestemning og hvordan definerer I den?

Kommentarer

Dette kunne også interessere dig