Bag lækre juleboller

Min hånd har heldigvis besluttet at arte sig bedre i dag. Det er jeg glad for - så jeg kunne komme til at eksperimentere med opskriften på nogle juleboller jeg havde i tankerne. Det er altså noget af det bedste, sådan at eksperimentere. Jeg har som regel en idé, prøver mig lidt frem og tester resultatet.

Nogle gange går det super godt og andre gange havner eksperimentet som fuglemad :D

Julebollerne her, hører absolut til et af de mere vellykkede eksperimenter ... 
Vi havde en pakke uåbnet syltet appelsinskal stående i skabet, fra sidste år, hvor min mand bagte julestollen, den traditionelle tyske julekage, fyldt med marcipan og andre gode sager. Den smager super fantastisk godt. Måske kan jeg lokke ham til at bage den igen i år, så jeg kan dele opskriften her på bloggen. Den hjemmebagte version smager virkelig så meget bedre end den færdigkøbte. 
(Som side bemærkning: Han stammer fra Tyskland, derfor spiser vi også stollen i julen :))

Nå, fra Stollen tilbage til julebollerne - det var appelsinskallen der satte mine tanker i gang, så jeg tjekkede holdbarheden på dem. Ingen grund til bekymring, sådan nogle fætre kan åbenbart holde sig i flere år :)

Julebollerne er bagt med rosiner og syltet appelsinskal, krydret med kardemomme og pyntet med sukker og nødder ... et absolut godkendt eksperiment.


Opskrift på juleboller


8-10 stk
  • 25 g gær
  • 50 g smeltet smør
  • 2 dl kærnemælk
  • 1 æg
  • 1 tsk sukker
  • 1/2 tsk salt
  • 1 lille teske stødt kardemomme
  • 1 dl skoldede rosiner
  • Ca 40 g syltet appelsinskal
  • 5 dl hvedemel

Pynt
  • Pensles med æg
  • Sukker
  • Nøddeflager

Skold først rosinerne og lad dem dryppe af. Kom det smeltede smør i en skål, tilsæt kærnemælk og rør gæren ud heri (tjek lige at temperaturen ikke er for høj, inden du rører gæren i). Rør æg og krydderier i blandingen og tilsæt de skoldede rosiner og appelsinskallen. Rør og ælt tilsidst hvedemelet i. Lad dejen hæve ca en time.
Formes til boller der sættes ret tæt på en bageplade eller en lille bradepande. Efterhæver en halv time. Pensles med æg og drysses med sukker og nøddeflager. Jeg brugte hasselnødder, men mandler eller valnøddestykker kan også fint bruges.

Er du til sukat, kan nogle af rosinerne og appelsinskallen erstattes med det.

Bollerne bages 15-20 minutter ved 180 grader varmluft


Kommentarer

Dette kunne også interessere dig