Papmache - DIY

At lave papmache er en tilgængelig og fornøjelig aktivitet for både børn og voksne. Jeg har lavet huse af mælkekartoner. Og jeg må indrømme, at jeg er blevet rigtig bidt af det. Som barn var jeg vild med at lave papmache - det har ikke ændret sig - jeg er stadig vild med det. Husene her, er vist bare begyndelsen - jeg har mange planer for ting jeg godt kunne tænke mig at afprøve og eksperimentere videre med.

Men hold fast det er virkelig længe siden jeg sidst har siddet med avisstrimler og tapetklister. Ikke siden skoletiden og den obligatoriske papmache gris på ballon i formningstimerne. Hvilket herligt gensyn med en rigtig hyggelig aktivitet.

Vi havde en rest tapetklister stående i kælderen, efter at have tapetseret stuen. Den har jeg gået og skævet til, kunne ikke rigtig beslutte mig for, om jeg havde lyst at gå i gang med at lave papmache eller ej. I det fine september vejr, flyttede jeg dog det hele med ud på altanen og har de seneste dage siddet derude og hygget mig med papmachen.


Papmache huse af mælkekartoner - DIY

Du skal bruge

Mælke- eller juicekartoner
Aviser, reklamer, tapetrester
Tapetklister, enten færdigblandet eller den man selv blander med vand
Tape
Strandsand
Saks
Pensel
Maling
Evt. lak

Voksdug eller andet til afdækning af bordet


Klip toppen af kartonerne og klip derefter lidt ned i alle fire hjørner (ca 5-7 cm). To af siderne overfor hinanden klippes til "gavle", som på billedet ovenover. Hæld cirka, hvad der svarer til et par deciliter strandsand i hver karton for at øge stabiliteten. Bøj derefter taget ind og hold det fast med et stykke tape.

Hele kartonen pensles med klister. Riv aviserne i mindre stykker og beklæd mælkekartonen. Husk at smøre mere klister på efterhånden. Mine huse har fået cirka fem lag avis, for at give noget struktur og camouflere samlingerne.

På et af husene legede jeg lidt med strukturen. Jeg blandede strandsand i tapetklisteren og smurte blandingen uden på lagene af aviser. Effekten er ret god. Det ligner næsten at huset er pudset. Husene skal tørre omkring et til to døgn før de er klar til maling. Jeg var heldig, mine kunne stå ude i solen og var derfor ret hurtigt tørre. Jeg har malet dem med ganske almindelig hvid vægmaling. De har kun fået et lag maling, da jeg gerne ville have et lidt rustikt udtryk, men tror faktisk de kunne være flotte med en maling med glans eller et lag lak uden på - Det vil ihvertfald helt sikkert øge styrken i overfladen.

God weekend, håber I nyder den

Kommentarer

Send en kommentar

Dette kunne også interessere dig