Måltidssalat med pasta og grønne linser

Jeg laver jævnligt middagsretter uden kød, både for at spare miljøet for den belastning kødproduktionen udgør, men også for at spare dyrene og vores fordøjelse. At side gevinsten ved et mindre kødforbrug også kan ses på husholdningsbudgettet, er et ekstra plus - så kan vi bruge de penge på andre fornøjelser. 

Denne måltidssalat med pasta, grønne linser og pærer er virkelig en af mine favorit salater, og ikke kun min - den er et ret stort hit herhjemme og bliver spist med god appetit. Jeg er vild med kombinationen af grøntsagerne, dressingen og de friske saftige pærer. Den er virkelig genial. Og lige nu er Clara Friis pærerne rigtig gode - faste, søde, sprøde og saftige - de gør sig simpelthen super godt i salater.

Opskrift på måltidssalat

4 personer
  • 200 g pasta
  • 1 1/2 dl grønne linser 
  • 200 g grønne bønner, friske eller frosne
  • 5 dl frosne optøede ærter
  • 3 pærer, Clara Friis, skåret i tynde både
  • 1 bundt persille, fint hakket
  • 4 store eller 8 små tomater, skåret i kvarte
  • 4 kogte æg, halverede

Olie-eddike dressing
  • 1/2 dl neutral olie
  • 2-3 spsk eddike, eller hvidvinseddike
  • 2-3 spsk vand
  • 1 fed fint revet hvidløg
  • 1 tsk salt
  • Et drys peber
  • Et nip rosmarin
  • Et nip salvie
  • 1 laurbærblad
Kog pasta og de grønne linser efter anvisning på pakken. Damp/kog æg og de grønne bønner. Lad det hele køle af. 

Ingredienserne til dressingen blandes sammen i en skål og trækker 5-10 minutter.

Bland pasta, linser, persille, bønner, ærter og pærer i en skål. Vend dressingen i og pynt med tomater og kogte æg.

Kommentarer

Dette kunne også interessere dig