Hjemmelavet hyldebærsaft

Jeg fandt en hyldebusk i vores have ... bare sådan :)
Vi har et ret tæt hegn, temmelig bredt også, ind til naboen - jeg plejer at kalde det for "skoven". Det er det slet ikke, men temmelig vildt og uregerligt har det nu været. Vi har derfor været ved at tynde lidt ud i "skoven" og midt inde i det hele stod der sørme også en hyld - med mange bær oven i købet. 

Ret heldigt faktisk, for jeg kan rigtig godt lide hyldebærsaft. Synes det smager godt koldt med masser af is, men helt uovertruffen er saften i en varm udgave med masser af krydderier. Sådan en rigtig efterårs og vinterdrik, til når blæsten rusker og regnen trommer mod ruderne og man bare har lyst at putte sig under et tæppe indendørs, med en god bog og levende lys.
Sikke en herlig, dejlig fridag, hvor jeg har været ret aktiv. Bagt og lavet saft, elsker virkelig den slags sysler

Opskrift på hjemmelavet hyldebærsaft

Ca 1 liter

1 kg hyldebær - efter de grove stilke er klippet af
3 æbler, skåret i både
1/2 økologisk citron, skåret i skiver
1/2 flækket vanillestang
1/2 l vand

Ca. 350 g sukker
Atamon

Skyl frugter og bær og gør dem i stand. Læg derefter først æbler, citronskiver og vanillestang i en gryde, hyldebærrene lægges øverst og vandet hældes over. Koges indtil hyldebærrene er godt bristet.

Hæld saftmassen gennem en saftpose eller en sigte med et rent klæde i (evt. et viskestykke der godt må blive rødt) og lad det dryppe godt af. Mål saften op og hæld det i en gryde. For hver liter saft tilsættes 350 g sukker. Saft og sukker gives et opkog, smag til om der evt. skal tilsættes mere sukker. Tag gryden af blusset. Ønskes en lang holdbarhed på saften, tilsættes 1/2 tsk flydende atamon. Saften hældes på skoldede atamonskyllede flasker, der lukkes straks.

Kommentarer

Dette kunne også interessere dig