Sådan laver du en opslagstavle af korkpropper - DIY

Endelig var der korkpropper nok og jeg glæder mig sådan til at dele dette indlæg med jer. 

Min nye opslagstavle af korkpropper fra vinflasker er færdig. En idé jeg har puslet med rigtig, rigtig længe. 

Det har taget ekstremt lang tid at samle alle de vinpropper og jeg har mange gange haft dem oppe at ligge i rammen, blot for at konstatere at der endnu ikke var nok. Vi drikker ikke sådan specielt meget vin og desuden synes jeg at flere og flere tapperier går over til plasticpropper, så det har virkelig taget sin tid. Rent faktisk har jeg samlet i flere år. 

Det kunne nok gøres hurtigere, hvis jeg var lidt bedre til at huske at bede om propperne når vi har været i byen. Men ofte er jeg først kommet i tanke om det bagefter. Tsk, tsk.

Men, nu var der så endelig korkpropper nok og i dag har jeg lavet tavlen færdig og hængt den op. Den er så fin <3

Har du lyst til selv at lave en, er det ikke spor svært, det tager bare noget tid at samle korkpropper nok. Det kommer selvfølgelig også an på, hvor stor man vil have den.

Du skal bruge:


1 stk ramme i ønsket farve og størrelse, min er fra IKEA
Korkpropper
Siliconefugemasse eller evt. malerfuge

Når du har nok korkpropper, koges de i en gryde med rigeligt vand. Kog dem godt igennem. Dette gør man for at korkpropperne svulmer op og får sin oprindelige form igen. Det hjælper også på lugten fra dem, som forsvinder på den måde. Gammel rødvins lugt er altså knap så charmerende  :) 

Lad propperne gennemtørre.

Pil glasset ud af rammen. Saml rammen igen uden glas og fordel siliconefuge indvendigt i rammen på træpladen/ den indvendige bagbeklædning. Læg korkpropperne i det ønskede mønster. Det er en god idé at afprøve mønstret inden man limer dem fast, så man er helt sikker på, hvordan de skal ligge.

Lad fugemassen tørre og opslagstavlen er klar til brug.

--------------------------------------

Måske kunne du være interesseret i en anden opslagstavle af genbrugsmaterialer: Cool opslagstavle af genbrugsjeans

Skulle du have lyst til andre genbrugsprojekter, kan du tage et kig på disse papmaché huse af mælkekartoner - så fine og hyggelige. En fin aktivitet, hvis du har børn med :)




Kommentarer

Dette kunne også interessere dig