Nemme hybensnitter

Mine børn er store nu og vi er efterhånden ude over Disney Sjov og fredagssnolder stadiet, men traditionen med lidt ekstra lækkert fredag aften er nu alligevel ikke så tosset. Jeg har i stedet bagt kage til os i dag. Lækre snitter med hybenmarmelade, som var den marmelade jeg lige havde i huset. Man kan bruge en hvilken som helst marmelade, man synes. Snitterne vil helt sikkert smage godt med både brombær, blåbær, ja, hvorfor ikke appelsinmarmelade eller den mere klassiske med hindbær.

God weekend

Opskrift på hybensnitter

10 stk

Dej
5 dl hvedemel
1 dl havregryn
1 dl flormelis
150 g smør
1 æg

Fyld
2-3 dl hybenmarmelade

Glasur
150 g flormelis
2-3 spsk kogende vand

Krymmel til at pynte med

Hæld mel, havregryn og flormelis i en skål, hak smørret i mindre stykker og smulder det fint i melet. Saml dejen med ægget. Del dejen i to lige store stykker og rul dem tyndt ud i lige store aflange firkanter på meldækket bagepapir. Løft forsigtigt det ene stykke bagepapir med dej over på en bageplade og fordel hybenmarmeladen på dejen. Løft derefter forsigtigt den anden firkant af bagepapiret og læg den oven på den første firkant. Bages ca 15 min. ved 200 grader, til kagen er let gylden. Afkøles helt. Rør glasuren sammen og fordel på kagen. Pynt med krymmel. Skær kagen ud i 10 lige store stykker.


Kommentarer

Dette kunne også interessere dig