Hjemmelavet krydderolie

Hjemmelavet krydderolie er altså rigtig godt. Man kan lave præcis den blanding - og bruge præcis den type olie man foretrækker. Som ekstra plus kan man spare lidt på husholdningsbudgettet ved at lave den selv. Samtidig er det sådan et lille hyggeligt projekt med en virkelig høj skønheds faktor. Ja, jeg er pjattet med de små dekorative glas :)

I vores lille have har vi ikke plads til særlig mange forskellige grøntsager, men krydderurter er taknemmlige planter at dyrke og jeg kan slet ikke undvære dem. Mine vokser i forskellige zinkbaljer og beholdere. Jeg har ret mange forskellige som jeg sætter stor pris på i madlavningen og som pynt, både i haven samt på forskellige madretter. Jeg bruger løs af dem, fra de første spæde skud pibler op af jorden i foråret og resten af sommeren. Men samtidig har jeg et ønske om at forlænge sæsonen og derfor laver jeg gerne forskellige krydderolier til brug når de friske urter bliver triste og visner, ud på efteråret.

Stort set alle urter er velegnede i olie, friske som tørrede. Mine egne favorit krydderolier er:

Rosmarinolie: Jeg er virkelig en kæmpe fan af rosmarin - frisk, tørret og som olie :) Olien er super velegnet til at hælde over foccacia brød. Eller den kan blandes i dejen til forskellige madbrød. Synes også den højner de lidt tungere efterårs- og vintergryderetter. Brugt i små mængder er den god at blande med eddike og lidt vand til dressinger. Brug 2-3 pæne kviste til en lille flaske/glas.

Citronolie: Er hittet, hvis en gryderet mangler syre. Særlig velegnet er den til karry, fiske og kyllinge retter. Uovertruffen til friske dressinger. Brug 1 økologisk citron, skåret i tynde skiver til et lille glas.

Blandingsolie: Min yndlings blanding indeholder salvie, rosmarin, laurbærblade, hvidløg og peberkorn. God til hjemmelavet pizzasovs, pastasovs, stegte grøntsager, gryderetter samt dressinger. 1 kvist rosmarin, 1 kvist salvie, 1-2 tørrede laurbærblade, 2 fed hvidløg og 5 peberkorn til en lille flaske/glas.

Opskrift på hjemmelavet krydderolie


Friske eller tørrede urter
En god oliven- eller rapsolie
Små glas eller flasker med låg/propper

Vask og skold glas og låg. Sæt dem til afdrypning på helt rene viskestykker. Rids nogle snit i stilkene og bladene på de friske krydderurter så aromaen bedre trækker ud i olien, rids også i hvidløget, hvis du bruger det (et godt tip er at hakke enkelte af bladene, så olien virkelig tager smag). Læg derpå urter, hvidløgsfed, tørrede laurbærblade, citron eller hvad du bruger i en skål og hæld kogende vand over. Urterne hældes straks efter i en si og drypper af. Skoldningen af både glas og urter er vigtigt for at undgå jordbakterier, ja, bakterier generelt og øger holdbarheden af din olie.

(Mangler du bare en her og nu krydderolie, er skoldning ikke nødvendig. Hak da blot urterne fint og hæld olie over. Lad trække en times tid)

Læg krydderurterne i glassene med en skoldet pincet, pølsetang eller lign. Fyld derefter glas/flaske op med olie og luk låg/propper. Lad olien trække 14 dage, smag derefter på den for at se om den har smag nok eller om urterne skal blive i olien lidt længere. Vil du øge holdbarheden yderligere, bør olien opbevares i køleskab.

TIP: Læg et fint stykke stof eller papir over låget, bind et bånd om og du har en sød og personlig værtindegave :)


Kommentarer

Dette kunne også interessere dig