Flettet kurv af mælkekartoner - DIY

Snart weekend igen <3 Jeg går en stille og rolig én af slagsen i møde. Jeg skal nemlig være alene hjemme det meste af weekenden - har ikke spor i mod at være alene hjemme :) Jeg elsker min familie og elsker at tilbringe tid sammen med dem, men det kan virkelig også være skønt med alene tid. Ved endnu ikke, hvad al den herlige tid skal bruges til. Men hvor er det egentlig dejligt at tænke på! En hel lang weekend, til fri afbenyttelse.

Som altid, har jeg taget forskud på weekenden ved at have fri i dag. Elsker mine fri fredage. Det her med en ekstra fridag hver uge, uden faste planer, er noget jeg prioriterer meget, meget højt. Efter en stress sygemelding på mange måneder, for nogen år siden, var jeg ligesom nødt til at komme til den erkendelse, at noget i mit liv skulle laves om. Heldigvis er min arbejdsplads super fleksibel og jeg er så priviligeret, at de var med på, at jeg gik på 30 timer. Hvor godt er det ikke lige!

Netop derfor er mine fri fredage som regel ret hellige, uden aftaler og planer, men forbeholdt pludselige indskydelser af den slags, der giver ny energi. Det lyder nok patetisk og lidt ironisk når jeg skriver, at det stress sammenbrud, er noget af det gode, som er sket for mig. Det er forfærdeligt mens man er syg og stressramt. Men det tvang mig til at vende mit liv på hovedet og finde ud af, hvad der virkelig betyder noget for mig. 
Økonomisk har det selvfølgelig haft en konsekvens og jeg har måttet omlægge mit forbrug. Men jeg nåede frem til, at for mig, var fritid mere værdifuldt end de ekstra penge. Derfor er det ikke noget afsavn.
Jeg valgte dengang, som nu, at være åben omkring min stress sygemelding. Desværre er stress én af de største årsager til sygemeldinger i Danmark. Desværre også meget tabubelagt. Det vil jeg rigtig gerne være med til at bryde.

Nu til det indlægget egentlig skulle handle om. Jeg har nemlig brugt noget af fredagen på at flette, eller væve er det måske nærmere. Jeg har gjort en fin lille kurv af mælkekartoner. Har du lyst til selv at lave en flettet kurv af mælkekartoner, finder du vejledningen herunder.

Flettet kurv af mælkekartoner - DIY

Kurven måler ca 15 x 18 cm, højde ca 12 cm

Du skal bruge

  • 5 vaskede og tørre mælkekartoner (juice og kakaokartoner er også fint)
  • Tape
  • Lineal
  • Saks
  • Blyant

Klip top og bund af mælkekartonerne. Klip den ene side op, bedst den side, hvor kartonen er samlet. Steg og klip derefter pappet i 2 cm bredde strimler. Tape derefter alle strimlerne sammen 2 og 2, i forlængelse af hinanden. Tape på både for- og bagside.


Nu kan du begynde at flette. Start med bunden. 6 strimler på den ene led og 7 strimler på den anden led. Pres vævningen godt sammen.

Du kan sagtens lave kurven større end vist, ved at tape 3 strimler sammen i forlængelse af hinanden og så lave bunden større. Husk bare at starte bunden med et ulige antal strimler, ellers passer det ikke med den videre vævning


Når bunden er flettet/vævet, bukkes siderne op og en strimmel væves i. Når strimlen er vævet hele vejen rundt tapes enderne sammen. En ny strimmel væves i. De første strimler kan være lidt besværlige. Bare pres dem godt ned mod bunden. 

Når du har flettet 5 strimler i højden, lukkes kurven af. Buk hveranden strimmel (de der naturligt bøjes om øverste kant) ind på indersiden af kurven og fastgør dem ned i vævningen på indersiden. Stram godt op.


Når hveranden er lukket af, væves en strimmel på indersiden af kurven, som vist på billedet herover. På den måde har du noget at lukke de resterende strimler om. Stram godt til.


Klip overskydende pap af på indersiden.


Kurven er færdig. Synes faktisk den er vældig fin til krydderurter. Min skal nu bare bruges til noget lidt mindre smukt. Nemlig batterier. Min mand havde købt nye batterier til vores køkkenur og stod i morges med de resterende batterier og lignede et spørgsmålstegn: "Hvor har vi egentlig batterier henne?" ... Tjah, godt spørgsmål, hvor har vi egentlig batterier henne. Ved nærmere eftersyn, var de sådan lidt over det hele. Nogen stukket i et skab, andre smuttet i en skuffe og dem til røgalarmerne lå i kælderen. Men det er fixet nu :)

Leder du efter andre hyggelige måder at genbruge mælkekartoner på, kan du tage et kig på de søde huse her. En god aktivitet, hvis der er børn med og husene bliver så fine


Rigtig god weekend

Kommentarer

  1. Også god weekend til dig. Elsker at læse din dagbog. Mor

    SvarSlet
  2. Tak - det var sødt sagt :) Jeg er glad for du kan lide det :)

    SvarSlet

Send en kommentar

Dette kunne også interessere dig