Sommer dessert med marinerede jordbær

Jeg er jo som bekendt vild med søde sager, ja, mad i det hele taget. Jeg elsker at lave mad, anrette mad, spise mad, se på billeder af mad ...

Dengang, inden internettet for alvor fik sin udbredelse, kunne jeg sågar bruge kogebøger som godnatlæsning :) Kogebøgerne fører nu en lidt mere hengemt tilværelse i bogskabet, vraget til fordel for internettet! Måske skulle jeg alligevel finde dem frem igen, til ny inspiration og en tur ned af memory lane.

Eneste ulempe ved denne madglæde, er de ekstra kilo, der har tendens til at sætte sig på sidebenene ... hmm. Jeg forsøger at holde dem i skak, med lange, lange gåture, havearbejde og periodevis (!) styrketræning! Samt jævnlige aftaler med mig selv om at sætte fokus på mere grønt, groft og kaloriefattig mad! Mon ikke det er et dilemma alle madglade, og især dessert glade, mennesker kender til? Medmindre man er én af de heldige, der er velsignet med en forbrænding, der siger spar to.

Nå, det blev vist et længere indlæg, om noget helt andet, end den dessert jeg ville skrive om - Og dog, tankerne blev jo netop affødt af omtalte forførende og formastelige dessert.

Tilbage til desserten. Efter jeg er kommet mig nogenlunde over mit lidt ambivalente forhold til jordbær, har jeg rigtig fået mod på at eksperimentere med dette smukke sommerbær. Denne sommer dessert med friske, danske, hyldeblomstsaft marinerede jordbær, vanilleis og fløde pisket med god cacaopulver er virkelig en herlig frisk smagskombination.
Den var faktisk virkelig noget så umanerligt lækker - Jeg kan vist godt afsætte et par timer her i weekenden til gåture :)

Opskrift

4 personer

20 jordbær 
1 dl ren hyldeblomstsaft
8 små kugler god vanilleis
1 1/2 dl piskefløde
1 lille spsk god cacaopulver
Pynt: Hakket mørk chokolade og myntekviste

Vask, nip og halver jordbærrene, læg dem i en skål og hæld hyldeblomstsaften over. Lad dem trække i køleskab en time eller to. Vend dem forsigtigt et par gange i løbet af trækketiden.

Pisk fløden med 1 spsk cacaopulver og hak chokoladen

Anret isen i portionsglas, 2 små iskugler i hver, herover fordeles de marinerede jordbær samt lagen. Pyntes med cacaoflødeskum, hakket chokolade og mynte.

Kommentarer

Dette kunne også interessere dig